#Egocentiske skriverier
Jeg havde hovedpine hele dagen i går. Jeg syntes alligevel, dagen var nyttig.
Jeg læste i en bog om digital illustration og fandt et par tips, som jeg ikke
kendte. Hjalp min datter og hendes veninde i gang med at sy tasker af gamle
bukser. De var ret kreative, det var skønt at se.
Feedback fra Jonas vedr. blog-morgensider kan opsummeres sådan: I stedet
for at gøre alt offentligt, hvilket vil medføre at jeg automatcensurerer mig
selv i skriveprocessen og dermed ødelægger en del af skrivningens frigørende
kraft, vil det måske være en fordel at skrive helt privat og derefter plukke
egnede afsnit til blogindlæg. Det lyder absolut fornuftigt.
Når jeg læser det jeg skrev i forgårs, virker jeg som en person med dårligt
selvværd, som er nødt til at trække mig selv op ved hårrødderne hver eneste
dag. Sådan er det selvfølgelig ikke, men det behøver vel ikke være nogen
hemmelighed, at nogle dage er sådan, og at jeg skriver morgensider for at det
skal være de færreste. Et af mine projekter med min hjemmeside er at vise mig
som det menneske jeg er, og være åben om det som er svært også. Min kvababbelse
opstår, når jeg føler at jeg fremstår primært som ynkelig.
Jeg mener, at det er ok at være ærlig. At det er ok at være mig selv på mine
blogsider, såvel som andre steder. Forskellen på mig og så mange andre er vel
at jeg beskæftiger mig meget med hvordan jeg så er, at jeg ser mig selv udefra.
Det kan jeg ikke lade være med, men jeg kan forsøge at lade være med
at lade det styre hvad jeg skriver og hvad jeg gør, og bare være mig selv. Jeg
håber med tiden at kunne give slip på den indre censurkomité. Derfor kommer jeg
alligevel i tvivl om jeg vil adskille morgensider og blog.
Jeg er blevet opmærksom på, at jeg bruger meget energi på at 'komme i gang', og
'optimere' min kost, min dagsplan, min energi, min arbejdsindsats, min
kreativitet. Det handler også om dette selv-fokus, som i sig selv kan virke
blokerende eller ihvertfald energislugende. Min tanke med det er ikke at
fastholde mig i et selvbillede som stakkels eller som en person, der har brug
for støtte. Min tanke er, at disse teknikker, som er en stor hjælp i kriser,
kan gøre nytte også i hverdagen. Men måske overdriver jeg brugen af morgensider,
meditation, målsætninger, afklaring. Det skulle gerne blot være en støtte,
ikke en krykke eller ligefrem en hæmsko. Man lægger jo heller ikke gips om et
raskt ben.
Her går jeg lidt i stå, tænker på, at jeg tænker for meget, og at mange af mine
tanker er gentagelser. Igen opstår der et anstrøg af selvkritik. Jeg tror, det
opstår når jeg føler, at jeg skal præstere noget ekstra. En skræk for ikke at
kunne, ikke at turde, selv om jeg altid kan og tør, når det kommer til stykket,
uanset om jeg har problemer med det. Aktuelt handler det om opbygningen af
hjemmesiden og det at blogge, sat i relation til at jeg prøver at skaffe nye
kunder. Jeg skulle jo nødig skræmme nogen bort med min ærlighed, eller det
skal jeg måske? Jeg vil gerne arbejde sammen med nogen, som synes om mig som
jeg er.
Filtre, skjolde, grænser: Altid et tema for mig. For nylig var der en, der så
mig ind i øjenene og kaldte mig 'fuldkommen grænseløs'. Det kunne hun se i min
iris, sagde hun. Jeg ved ikke, hvordan hun så det, og jeg synes heller ikke, hun
har ret, men ja, jeg bærer følelserne udenpå og bryder mig ikke om at pakke dem
ind.
Mange år har jeg følt at jeg stod på startskamlen og tøvede med at springe i
vandet. Plasket er nu bag mig, jeg er i, og forsøger at komme ind i et flow, men
der er 'nogen', der bliver ved med at svømme ind i min bane, og jeg får tit vand i
munden, når jeg trækker luft. Det er irriterende. Det bedste jeg kan gøre er at
vende fokus indad, ind i min egen proces, og finde min egen rytme. Igen og igen.
[[!tag blogging selfreflection personal]]
