#Kreative udgydelser
I dag spiser jeg morgenmad klokken kvart i ti. Vågnede ved at min elskede
støjende gjorde rent i køkkenet, og havde sovet tungt til da. Børnene hørte jeg
ikke i morges. Vi var længe oppe igen, som det på det seneste er sket mange
gange. Jeg har det egentlig bedst med at stå tidligt op og rykke på nogen ting.
Men for tiden er jeg ligeglad, jeg arbejder ikke efter et skema, og jeg nyder
bare at følge det flow der er omkring og i mig, uden at presse todolister og
aftaler med mig selv ind. Jeg har absolut ingen aftaler i denne uge. Bevares,
jeg har opgaver der skal gøres færdige, og dem arbejder jeg da også på, men der
er ingen deadlines, og det er virkelig dejligt, bortset fra den økonomiske del
af det. (Der sneg sig alligevel en bekymring ind.)
Jeg vil altid være bekymret over penge, uanset om jeg har opsparing og masser af
ordrer. Det kan være, det vil være godt med en fast kunde mere. En fast,
tilbagevendende opgave, såsom et måneds- eller kvartalsblad. Eller blot en bog
mere i kvartalet. Men når jeg har det, vil jeg garanteret have behov for mere
endnu for at føle mig 'sikker', og jeg har intet opnået ud over at have mere
travlt.
Jeg kan nu godt lide at have travlt - i helt op til tre dage ad gangen, - men
bagefter har jeg også behov for at puste ud i en uges tid. Derfor er det mest
økonomisk for mine kræfter at jeg arbejder steady i stedet. Jeg hader stress.
Og jeg hader lige så meget følelsen af stilstand, ikke at komme ud af stedet.
Derfor er jeg så glad for endelig at blogge, - det har godtnok været på
programmet længe.
Jeg går for tiden og tygger på nogle af Oshos holdninger, som åbenbart har
provokeret mig. Han taler om ægte kreativitet som en ukonventionel, åben
holdning til livet, en opposition til flokmentaliteten, et mod til at være
original, gå op imod det normale. Ikke for at være i opposition i sig selv, men
fordi kreativitet er at lytte indad og handle udad. Han anerkender på ingen måde
procesarbejde - som dette fx - som kreativt, han kalder det bræk. Det kan jeg
ikke lade være med at tænke på, når jeg skriver. Jonas har opfordret mig til at
skrive morgensider for mig selv, og derefter udvælge og evt. omskrive afsnit til
bloggen. Ikke af samme årsag. Virkningen vil dog være den samme: Mindre bræk,
større vedkommenhed, men også flere overvejelser om målgruppe og relevans, og
det er jeg ikke interresseret i her - jeg er faktisk lige nu kun interesseret i
at skabe et rum, hvor jeg udtrykker mig direkte, og hvor enhver, der kan have
interesse for det, kan læse med og tænke sit.
Bræk. Eller lort. Udgydelser. På et tidspunkt løber man vel tom for det. Eller
det bliver uvedkommende at tale om. Jeg er interesseret i at lytte. Der er mere
derinde end fordøjet næring og genbrugsidéer. Og hvis der ikke er, så er det
faktisk sådan at jeg går ind for genbrug. Jeg får inspiration alle vegne fra, og
jeg genbruger også mine egne idéer, forfølger dem, forfiner dem. Originalt kan
man måske ikke kalde det, men det kan slet ikke undgå at være et udtryk for min
personlige kreativitet, mit udtryk, mine valg blandt millioner af måder, en
opgave kan løses på. Han nævner Michelangelo som en ægte kreativ person, men
Michelangelo stod også på skuldrene af en tradition, af sin kultur, af hundreder
af andre kunstnere i sin samtid.
Han har alligevel ret. Jeg ved godt, hvad han taler om. Og det er jo også en del
af det jeg bestræber mig på, især når jeg skitserer de første idéer og får hul
på en opgave. Og jeg har aldrig nogensinde med en opgave tænkt, at der var en
bestemt måde, den skulle løses på. Jo mere jeg kan teknisk, jo friere tænker
jeg, jo bedre idéer får jeg, jo større kreativt rum folder sig ud. Men der er da
også dem, for hvem det forholder sig omvendt, og som konstant skifter teknik for
at holde sig åbne - hm, det er præcis den formulering jeg skrev om illustration
på min gamle hjemmeside, det er en beskrivelse af min egen 'metode' på det felt.
En kreativ indstilling handler vel om integritet: At bringe sine handlinger i
overensstemmelse med sine idealer. Og i de fleste tilfælde handler den operation
om at tænke mere. Men jeg tror nok, jeg er ved at have tænkt færdig og i stand
til at handle på en mere tilfredsstillende måde, jeg leder efter et bedre ord,
måske: en mere kreativ måde.
[[!tag creativity process flow Osho]]
|