#En skabelsesproces på første hånd
Hvad det er, der er inspirerende ved Winnie Meislers billeder? De er på en gang
velkendte, trækker på vestlig kultur, og er samtidig surrealistisk omvendte,
absurde i deres fortællinger. Collageformen inspirerer hende, kan man se. Hun er
en dygtig tegner. Hendes univers er sært. Litterært. Kringlet. Farverigt.
Følsomt. Hun sammenstiller tankevækkende modsætninger og trækker paralleller
mellem fjerne emner, sætter dem i (et nyt) perspektiv. Hun er grum og
humoristisk på en og samme tid.
Når et nyt billedsprog skal fødes, en ny form tage sin begyndelse, er det en
forfærdeligt pinefuld proces, fuld af tvivl og angst for fiasko. Men gennem
denne proces dannes nye billeder, jeg ikke kunne have tænkt mig til, de
befrugter hinanden, knopskyder og vokser vildt. Det eneste der skal til er
tillid til processen, til mig selv, til projektet. Materialet åbenbarer sig
gennem arbejdet. Det kommer næsten af sig selv, det venter på at blive til,
blive synligt, få form, artikulere sig. Et skrig starter det, et fødselsskrig,
et angstskrig. Derefter følger masser af gråd, masser af angst, men efterhånden
indfinder trygheden sig, der opstår en masse pludren, en masse nyt, som tager
næring til sig og vokser, og det bedste jeg kan gøre er at nære, beskytte og
opmuntre det. Konkret stille billeder sammen, smøre farve på, følge
indskydelser, gå på afstand, kopiere andre, male oven i, fjerne elementer,
ændre farver, lave en tvilling, skrive et digt, tage på kunstudstilling, gøre
rent, meditere, gå tur, spise et dejligt måltid, se en film, drikke champagne,
læse en bog, lave et andet billede, få massage, dyrke sex, befrugte min
fantasi, gå i kirke, læse avis. Og arbejde mere, mere, mere...
[[!tag process inspiration Winnie_Meisler]]
[[!meta date=2008-11-19]]
|
