summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/blog/entry/081108.mdwn
diff options
context:
space:
mode:
Diffstat (limited to 'blog/entry/081108.mdwn')
-rw-r--r--blog/entry/081108.mdwn6
1 files changed, 3 insertions, 3 deletions
diff --git a/blog/entry/081108.mdwn b/blog/entry/081108.mdwn
index 7db26f1..cf0f401 100644
--- a/blog/entry/081108.mdwn
+++ b/blog/entry/081108.mdwn
@@ -14,7 +14,7 @@ bakses bedre på plads.
Det der med at hurtig-skrive er jeg faldet lidt af på. Når alverden læser med,
sætter det en dæmper på det, men jeg prøver. En snak med Per Krull i torsdags
satte fokus på det at have noget konkret at blogge for, og jeg må minde mig selv
-om, at jeg blogger for at komme i flow, altså får min egen skyld, og som eksempel
+om, at jeg blogger for at komme i flow, altså for min egen skyld, og som eksempel
for andre i at være så ualmindeligt almindelig som jeg er, ingen sminke. Jeg
vælter mig i alt andet end succeshistorier, men det skulle heller ikke gerne
være jammer. Jeg insisterer på at være mig selv, selvudleverende, ærlig
@@ -55,10 +55,10 @@ sent på bagskud. At lave hjemmeside er en slags status, og det skulle gerne væ
en positiv oplevelse. For ti år siden var jeg stolt af at vise min mappe
frem, fordi jeg mente, at mine idéer var helt unikke. I dag synes jeg at der er
meget, jeg gerne ville gøre anderledes, hvis jeg havde bedre tid og var endnu
-mere ærekær, anstrengte mig lidt mere. Og hvis jeg åbnede munden og sagde min
+mere ærekær, anstrengte mig endnu mere. Og hvis jeg åbnede munden og sagde min
mening noget oftere, noget tidligere, noget højere. Objektivt set er min
portfolio imidlertid langt bedre i dag. Jeg er designer i den virkelige verden,
og mine løsninger er gennemarbejdede. Trods kompromiser og begrænsninger står
idéerne klart frem. Det ER faktisk ok (siger jeg til mig selv).
-[[!tag selfreflection blogging]] \ No newline at end of file
+[[!tag selfreflection blogging homeworking flow process]] \ No newline at end of file